Tingatinga – Kitch eller Kunst
Fernisering lørdag d. 19. maj kl. 14.00-17.00
Udstillingen løber til og med lørdag d. 23. juni
Vi fortsætter med det afrikanske tema og indleder allerede nu på lørdag næste udstilling. Vi har fokus på den afrikanske malestil Tingatinga, som er utroligt detalje- og farverig og med et væld af forskellige motiver.
Malestilen har sit udgangspunkt i Tanzania i slutningen af 60′erne og begyndelsen af 70′erne. Malestilen er opkaldt efter grundlæggeren Edward Saidi Tingatinga, som malede afrikanske dyr, fugle på savannen eller situationer fra landsbylivet. Han brugte cykellak og malede på masonitplader og skabte sin egen særprægede udtryksform af naivistiske, farverige motiver med blank overflade. E. S. Tingatinga døde af et vådeskud i 1972, men den karakteristiske malestil er blevet vedligeholdt og videreudviklet gennem de sidste fyrre år.
En ny generation af Tingatinga-kunstnere har taget arven op efter E. S. Tingatinga. De maler fortsat med cykellak, men har byttet masonitpladerne ud med lærred og videreført cykellak-maleriet med nye frække, farverige og humoristiske motiver og detaljerede kompositioner.
Mere om udstillingen
Vi præsenterer ikke kun en moderne afrikansk malestil, men stiller også spørgsmålet, hvor grænsen går mellem turistkunst og virkeligt talent. Tingatinga-stilen og nutidens Tingatinga-malere bryder med alle normer om kunstværket som unika. Her bliver malerier masseproduceret, kopieret, videreudviklet og danner levebrød for hundredvis af malere, og alligevel ligger det kunstneriske niveau i top.
Udstillingen udfordrer med andre ord det gængse syn på, hvad der udgør kvalitetskunst og sætter spørgsmålstegn ved vores opfattelse af originalitet.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med thorupART, (Contemporary African Art)ved Hanne og Tine Thorup, København. De har gennem mange år specialiseret sig i at bringe afrikansk nutidskunst til Europa med stor succes.
Den første Tingatinga udstilling i Danmark fandt sted i 1974 på Nationalmuseet i København. I 2010 arrangerede thorupArt en retrospektiv udstilling med såvel originale malerier af E. S. Tingatinga som nye Tingatinga malerier. Den fandt sted i Runde Tårn i København. Udstillingen var ledsaget af et udstillingskatalog på 120 sider, som i 2011 udkom som bog: ”TINGATINGA: Kitsch or Quality. Bicycle enamel on board and canvas”.
I udstillingsperioden vil mange udvalgte malerier og bogen være til salg i Galleri Stenseminde.
Vi glæder os til at se jer – alle er velkomne,
Brit
Magt og ret
>> Magt og Ret søndag d. 1. april kl. 14.00.
Galleri Stenseminde danner fra d. 1. april-6. maj rammen om en dramatisk, farverig og spændende udstilling om MAGT & RET.
Syv kunstnere fra henholdsvis Kenya, Tanzania, Sudan og Burkina Faso sætter fokus på magten i dens forskellige former. Kunstnerne har alle mange udstillinger bag sig i andre lande i Europa (bl.a. England, Frankrig, Tyskland, Spanien) samt USA og Australien og nogle har opnået stor international anerkendelse som den sudanesiske Abushariaa hvis malerier allerede i 2006 blev købt af Verdensbanken.
Suzanne Ouedraogo fra Burkina Faso, holdt en periode helt op med at male, da hendes mand anså hendes kunstneriske virksomhed for at være på linie med prostitution. Hun fokuserer på følelser og magt i de personlige relationer og menneskelig svaghed, som egoisme, stolthed og misundelse.
Hendes landsmand, Salifoura, centrerer sig om menneskets rettigheder i relation til naturen og nødvendigheden af at respektere naturen og vores omgivelser.
Christophe Sawadogo fokuserer på kampen for vand i Burkino Faso, hvor ørkenen spreder sig hastigt, og kvinderne må gå længere og længere for at hente vand. Han portrætterer også det kaos, som oversvømmelserne forårsagede i landet sidste år, hvor dette “ørkenland” pludselig blev udsat for enorme oversvømmelser.
Bertiers, en slags afrikansk Erik Hagens beskæftiger sig humørfyldt med politiske ledere, korruption og valgfusk i verden og i sit hjemland Kenya.
Abushariaa fra Sudan, som er bosiddende i Uganda, viser os sin dybe bekymring over den menneskelige tragedie i Darfur, men også sin længsel efter sit hjemland.
Nadir Tharani fra Tanzania udstiller tegninger fra serien Positions of Power: Artikel 9, som henviser til FNs erklæring om menneskerettigheder, der især focuserer på spørgsmålet om forfølgelse, tortur og fængsling. Endelig er der Jes’seng’ang’a fra Kenya, han er dybt inspireret af den neo-ekspressive kunstner Jean-Michel Basquat. Jes’seng’ang’a arbejdede oprindeligt som tegneserietegner, men blev via sit arbejde med gadebørn og psykisk syge inspireret til at male den ulighed og den uligevægt han var vidne til.
Udstillingen har været på turne i Danmark og Galleri Stenseminde er det afsluttende udstillingssted, og dermed sidste chance for at se udstillingen.
Billeder fra Det Inderste Kammer: 3. marts
>> Galleri-Opera lørdag d. 3. marts kl. 14.00.
“Nogle mennesker jager tiden, andre lader sig jage af den. I mine billeder prøver jeg at male tiden flydende. Malerierne befinder sig et eller andet sted mellem nu og da og det der skal komme.”
“De er en hymne til det store skaberværk og de mange eventyr og fortællinger som udspringer af den universelle fantasi. Derfor går jeg udenom tidsånden og bevæger mig fjernt fra alfarvej i et landskab, hvor min sjæl kan finde vej. Måske mødes vi der?” – Esben Hanefelt Kristensen.
På Galleri Stenseminde kan man opleve Esben Hanefelt Kristensens udstilling ‘Billeder fra Det Inderste Kammer’ til tonerne af blandt andet Beethoven og Heise. Dette er en unik mulighed for at lade sanserne gå på vandring og blive påvirket fra flere vinkler på én gang.
Derudover vil publikum kunne se Marie Louise Kolds værker i ætset og patineret kobber. Hun har gennem en årrække haft succes med sit atelier i Sverige, hvor hun for nylig har haft besøg af den svenske Kronprinsesse og prins. Det er først gang, hun udstiller i Nordjylland.
Musikken bliver leveret af sopranen Britta Krarup Møller. Med sig på piano har hun Natasja Kutsko Jensen. De spiller og synger 2 gange en halv time, første gang kl. 14.00 til 14.30 og igen kl. 15.00 til 15.30.
Fri entré.
Galleri Stenseminde, Brorholtvej 36, Vadum
Farver i det grønne: 15. okt. – 19. nov.
>> Fernisering lørdag d. 15. oktober kl. 14-17. Udstillingen kan ses t.o.m. d. 19. november.
Denne udstilling byder på farverige kunstværker i et væld af udtryk. Vi har denne gang bl.a. stencil-kunst af Jeppe Krogstrup Jensen og pop-art af Camilla De Gier på programmet. Også billedkunst i abstrakte farver og motiver af bl.a. Niels Kongsbak og Lars Henning Andersen sætter farver på udstillingen.
Karin Lykke Waldhausen udstiller sine øjebliksbilleder på lærred og rakubrændt keramik, glastorsoer og fotografi har også fundet plads i galleriet. Der er noget for alle – og vi har så meget på programmet, at der denne gang også er mulighed for at bladre i udvalgte værker.
Kunstnere på udstillingen
Anders Villadsen
Jeppe Krogstrup Jensen
Karin Lykke Waldhausen
Jan Lykke Waldhausen
Glenni Andersen
Lars Henning Andersen
Niels Kongsbak
Trine Bruun
Lene Purkær Stefansen
Camilla de Gier
Karin Hermansen
Roger Ayala
Vi glæder os til at se jer på årets sidste udstilling!
Sommerfernisering: 6. august – 10. sept.
» Fernisering d. 6. august, kl. 14.00-17.00
Vi byder velkommen tilbage fra sommerferie med en ny udstilling, hvor fokus ligger på materialer, former, farver, teknikker og genkendelige motiver.
Oplev bl.a. Nete Pedersens stilleben/køkken-motiver, der vækker minder i os alle fra både fortid og nutid. Julie Fredborg udstiller sine smukke oliemalerier med motiver af skov, strand, dyr og mennesker. – Værker som passer smukt til en sensommerudstilling. Disse to kunstnere er blot få af flere spændende kunstnere.
Oplev også keramik af Susanne Krebs, billedkunst af Roger Ayala, Karin Hermansen og Ditte V. Sørensen samt bronzeskulpturer af Lene Purkær Stefansen.
Mennesker i farver: 4. juni – 2. juli 2011
» Fernisering d. 4. juni, kl. 14.00-17.00
Årets 2. udstilling handler om mennesker, om livet på godt og ondt, og om de små ting som ofte bliver de største, hvis vi ofrer dem vort nærvær.
Vi kan denne gang præsentere værker af billedkunstnerne Merete Meier og Nete Pedersen, der hver især har deres helt unikke stil. Lone Gjessing præsenterer fotografiske øjebliksbilleder og fotografen Jakob B. Pedersen udstiller sine udtryksfulde fotografier af forladte bygninger
Derudover har vi også vores faste kunstnere på programmet: Lene Purkær Stefansen (bronzekunst), Roger Ayala (cubansk billedkunst), Hans P. Skovsen (stenkunst), Ditte V. Sørensen (billedkunst) og Karin Hermansen (billedkunst).
Mere om kunstnerne:
Merete Meiers kunst handler om mennesker. Om det moderne menneskes ensomme vandring igennem livet, om det vanskelige i det nære. Om at turde, og ikke at turde. Om glæden og angsten for livet – i livet. Vi gemmer alle på forskellige historier, men i bund og grund handler de om det samme, glæden ved at være elsket, og frygten for ikke at være det.
Nete Pedersen maler velkendte objekter fra køkkenet midt i en tid, hvor alt skal gå hurtigt og hvor meget er flygtigt. Det handler om forandring. Hendes budskab er at få os til at stoppe op, finde roen og betragte værdien og skønheden i det, vi har i vores umiddelbare nærhed.
Lone Gjessing er autodidakt fotograf. Hun eksperimenterer gerne, da det er her, hun finder nye muligheder for udtryk. Hendes værker er farverige og udtryksfulde, og inspirationen findes ofte i nuet. Lone Gjessing arbejder både med det rene fotografi – en dokumentarisk fastfrysning af øjeblikket, samt med det manipulerede fotografi – realistisk fiktion.
Jakob Bøcker Pedersen udstiller sine fotografier af forladte bygninger og stemningfulde motiver. Han er uddannet grafiker og er autodidakt fotograf.
Der serveres forfriskninger, og flere af kunstnerne vil være til stede for at svare på spørgsmål om deres værker.
Påskefernisering: 17. april – 28. maj (2011)
» Fernisering d. 17. april, kl. 14.00-17.00
Galleri Stensemindes 2. sæson skydes i gang allerede søndag d. 17. april kl. 14.00 med en farverig påskefernisering for alle.
Udstillingen byder bl.a. på billedkunst af Lis Roland, Laila Falther Jensen, Lene Morville og Ditte V. Sørensen. Keramik af Vibeke Krog og Louise Maagaard. Bronzekunst af Lene Purkær Stefansen og stenskulpturer af Hans Peter Skovsen.
Der serveres forfriskninger, og flere af kunstnerne vil være til stede for at svare på spørgsmål om deres værker.
Udstilling: 23. okt. – 27. nov.
» Fernisering d. 23. okt., kl. 13.00-16.00
Vi slår dørene op til en ny udstilling lørdag d. 23. oktober.
Udstillingen vil byde på gengangere, såvel som nye navne. Vores hold af kunstnere består denne gang af keramiker Susanne-Camille Petersen, bronzeskulptørerne Annette Skjærbæk og Lene Purkær Stefansen og kunstmalerne Kasper Anthoni, Erla Dal Mørch, Dorthe Emilie, Karin Hermansen, Ditte Vestergaard Sørensen og cubaneren Roger Ayala.
Mere information følger. Tilmeld jer evt. nyhedsbrevet for at være på forkant med udstillingerne.
Udstilling: 18. sept. – 16. okt.
» Fernisering d. 18. sept., kl. 13.00-16.00
Lørdag d. 18. september er vi allerede klar med en ny udstilling. Vi afholder fernisering fra kl. 13.00 – 16.00.
Denne gang kan vi byde på billedkunstner og lyriker Kasper Anthoni, som i forbindelse med ferniseringen helt eksklusivt vil citere nogle af sine digte fra den endnu ikke udkomne samling, Du siger delfiner er søde, men også fra hans aktuelle samling #Digte.
Derforuden udstiller vi Lajla Holms rakubrændte keramik, Anders Villadsens malerier og serigrafier, Birthe Bækholms abstrakte billeder og Karin Hermansens blomstermotiver. Udstillingen byder ligeledes på gengangerne Lene Purkær Stefansen (bronzeskulpturer) og Ditte Vestergaard Sørensen (billedkunst) (se billeder fra deres tidligere udstilling).
Til arrangementet byder vi som sædvanlig på en lille forfriskning.
Mere information følger – tilmeld jer eventuelt nyhedsbrevet for at være på forkant med begivenheder hos Galleri Stenseminde.
Sommerudstilling: 8. aug. – 4. sept.
» Fernisering d. 8. aug., kl. 13.00-16.00
Allerede fra søndag d. 8. august slår Galleri Stenseminde dørene op til en ny udstilling, hvor vi samme dag holder fernisering mellem kl. 13.00-16.00.
Udstillingen byder på Lene Purkær Stefansens fantastiske bronzeskulpturer, Hans Peter Skovsens unikke stenkunst, Jes Vestergaards bybilleder, Karen Brøggers naivistiske malerkunst og Iris Bendt-Hedals farverige malerier.
Til arrangementet vil vi byde på en lille forfriskning, som kan nydes sammen med kunsten.
Udstillingen vil løbe indtil d. 4. september.

